Chiles beslutning i går om at aflyse det stort anlagte klimatopmøde COP25 i december har vakt overraskelse og ærgrelse hos både FN, de mange lande, der havde planlagt at deltage, og i verdens miljøorganisationer.
Ingen havde tilsyneladende set aflysningen komme, før den chilenske præsident Sebastian Piñera i går med dyb beklagelse forklarede, at hans regering ikke ser sig i stand til at gennemføre topmødet på grund af de senere ugers sociale uro i det sydamerikanske land. Præsidenten meddelte samtidig, at heller ikke handelstopmødet Apac i november kan afholdes i Chile.



























