Det er ikke til at høre på Danmarks udlændinge- og integrationsminister, Mattias Tesfaye, at han torsdag eftermiddag har holdt et timelangt kaffemøde med en tysk minister, der har en væsentlig anderledes plan for fremtidens europæiske asylsystem end ham selv.
Den konservative tyske indenrigsminister, Horst Seehofer, ønsker at oprette centre til asylbehandling ved Europas grænse og fordele de anerkendte flygtninge mellem EU-lande. Den danske regering har kaldt det inhumant og uretfærdigt, at flygtninge skal rejse over Middelhavet. Den vil oprette et asylcenter på den anden side af Middelhavet og sende de anerkendte flygtninge til et land uden for EU. Torsdag i Berlin er der ikke så langt mellem de to positioner.


























