Johnson vil have brexitaftale gennem parlament inden jul

Den britiske premierminister, Boris Johnson på valgtur. Foto: Dan Kitwood/Ritzau Scanpix
Den britiske premierminister, Boris Johnson på valgtur. Foto: Dan Kitwood/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Den britiske premierminister, Boris Johnson, lovede søndag briterne, at han vil fremlægge sin brexitaftale i parlamentet inden juledag, hvis hans konservative parti bevarer magten efter parlamentsvalget.

»Når familierne sætter sig ned for at spise deres kalkuner juledag, så ønsker jeg, at de skal kunne fejre højtiden uden bekymringer om det øjensynligt uendelige brexitdrama«, siger Johnson.

»De konservatives regeringsprogram, som jeg er stolt af at fremlægge i dag, fastslår, at vi skal have brexit gennemført, hvorefter vi kan komme videre og udvikle hele vores lands potentiale«.

Johnson overtog ledelsen af en mindretalsregering i juli og har uden held forsøgt at få en skilsmisseaftale med EU gennem parlamentet hurtigt.

Han håber nu på en klar sejr ved valget den 12. december, hvilket kan bane vej for en hurtig godkendelse af aftalen.

Konservative får 26 gange mere i donationer end Labour

Parlamentsvalget er det tredje i Storbritannien inden for fire et halvt år. Men et valg er ifølge Johnson det eneste, som kan løse krisen om brexit.

Den britiske regeringsleder fik udsat brexittidsfristen fra den 31. oktober til den 31. januar. Herefter støttede oppositionspartierne hans opfordringer til et valg inden jul.

Den bærende del i de konservatives valgprogram er den brexitaftale, som Johnson fik forhandlet sig frem til med EU i oktober. Han siger selv, at aftalen er 'ovnklar' og 'good to go'. Han skal blot have et flertal bag sig i parlamentet.

Labour-leder vil være neutral ved ny brexit-afstemning

Oppositionslederen i arbejderpartiet Labour, Jeremy Corbyn, ønsker derimod at forhandle sig til en anden aftale med EU, hvorefter han vil lægge denne ud til en folkeafstemning.

Ved denne folkeafstemning skal det også være muligt for vælgerne at stemme for, at Storbritannien skal forblive i EU.

Johnson har rettet en voldsom kritik mod Corbyn, fordi denne både afviser den nye brexitaftale og heller ikke vil anbefale, at briterne skal forblive i EU.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her