Hongkongs politiske leder, Carrie Lam, forsøger at tage det gigantiske nederlag ved distriktsvalget med oprejst pande og understreger, at hun vil respektere resultatet.
Ved søndagens valg vandt den prodemokratiske lejr, som støtter demonstranternes krav om mere politisk frihed, 17 ud af de i alt 18 distrikter i Hongkong.
Reelt var valget samtidig en afstemning for og imod Carrie Lam og hendes regering efter næsten seks måneder med stenkast og tåregas i gaderne.
»Der er forskellige analyser og fortolkninger i samfundet i relation til resultaterne, og ganske mange er af den opfattelse, at resultaterne afspejler folks utilfredshed med den nuværende situation og de dybtliggende problemer i samfundet«, sagde hun ifølge nyhedsbureauet Reuters mandag i en udtalelse, da næsten alle stemmerne var talt op.
Carrie Lam lovede, at regeringen vil »lytte til holdningerne blandt medlemmer af befolkningen og ydmygt og alvorligt reflektere« over dem.
Ved distriktsvalgene kunne vælgerne ikke direkte stemme på Carrie Lam, men derimod på de partier og kandidater, som støtter hendes regering.
Særligt det hidtil største pro-kinesiske parti, Den demokratiske alliance for forbedring og fremskridt i Hongkong, led et markant nederlag og gik tilbage fra 181 til kun 21 sæder i distriktsrådene.
Det fik partiets formand, Starry Lee, til at undskylde over for partiets støtter og tilbyde at gå af - en opfordring, der ifølge netmediet rthk blev afvist af de øvrige medlemmer af partiledelsen.
De lagde i stedet en stor del af skylden for valgnederlaget på demonstranterne, som ifølge dem havde forhindret dem i at føre en almindelig valgkamp.
Valgresultatet betød også et farvel til Junius Ho Kwan-yiu, der er en af de mest kendte politikere i den prokinesiske lejr, og som under valgkampen blev stukket ned med en kniv af en yngre mand, der sympatiserede med demostranterne.
Resultatet af distriktsvalget har ført til en komplet ændring af det politiske landskab, som vil forstærke demonstranternes krav om frie valg af Hongkongs leder og en uafhængig undersøgelse af politiets fremfærd.
Det fik mandag Kinas udenrigsminister, Wang Yi, til at advare demonstranterne.
»Ethvert forsøg på at rode op i Hongkong eller skade dens velstand og stabilitet vil mislykkes«, sagde han ifølge nyhedsbureauet AFP.
fortsæt med at læse




























