De er sådan set rørende enige, den konservative Pernille Weiss og Venstres Søren Gade: Det er for lidt og for sent, når de 10.000 ekstra vagter til EU’s ydre grænser først er på plads i 2024. Det er det, den nu godkendte EU-Kommission med Ursula von der Leyen i spidsen har lovet.
Det holder ikke en meter, sagde Søren Gade i sidste uge til Politiken, hvor han fortalte, at han ville stemme blankt, gult, til valget om den nye EU-Kommission, netop fordi forøgelsen af Frontex, EU’s grænseagentur, først skal ske i slutningen af von der Leyens periode.




























