Stemningen var ophidset og intens i den irakiske by Mosul i foråret 2017, da Edward Gallagher fra elitekorpset Navy Seals over radioen hørte, at hans enhed havde taget en ung terrorist fra organisationen Islamisk Stat til fange.
»Hænderne væk, han er min«, råbte den 40-årige veteran fra flere missioner i Irak og Afghanistan. Skarpskytten Edward Gallagher, der oprindeligt er uddannet som sygehjælper i den amerikanske flåde, bøjede sig ned over den unge mand og stak ham flere gange i halsen.




























