Demokraterne gør klar til at fremlægge anklager mod Trump

Nancy Pelosi, der er den demokratiske formand for Repræsentanternes Hus, mødtes mandag aften med flere udvalgsformænd.
Her forberedte de demokratiske politikere under et ni timer langt møde sagen mod Trump. Foto: Alexander Drago/Ritzau Scanpix
Nancy Pelosi, der er den demokratiske formand for Repræsentanternes Hus, mødtes mandag aften med flere udvalgsformænd. Her forberedte de demokratiske politikere under et ni timer langt møde sagen mod Trump. Foto: Alexander Drago/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Demokraterne vil tirsdag komme med en udtalelse om de anklagepunkter, som de vil rejse mod USA's præsident, Donald Trump, i en rigsretssag.

Det siger formanden for udenrigsudvalget i Repræsentanternes Hus, Eliot L. Engel, til journalister natten til tirsdag dansk tid.

Det skriver The Washington Post.

Engel oplyser, at han sammen med formændene for andre udvalg i Repræsentanternes Hus vil fremlægge anklagerne ved et pressemøde klokken 09.00 lokal tid.

Det vil sige tirsdag klokken 15.00 dansk tid.

Nancy Pelosi, der er den demokratiske formand for Repræsentanternes Hus, mødtes mandag aften med flere udvalgsformænd.

Her forberedte de demokratiske politikere under et ni timer langt møde sagen mod Trump.

Lektor: Rigsretssag mod Trump kan blive afviklet hurtigt

Mødet blev afholdt, umiddelbart efter at den sidste planlagte høring i rigsretsprocessen var blevet afsluttet mandag i Repræsentanternes Hus.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Demokraterne mener, at Trump har forsøgt at presse Ukraines præsident til at indlede en undersøgelse mod Trumps demokratiske rival Joe Biden.

Og at Trump har forsøgt at forhindre Kongressens undersøgelser af hans handlinger.

Retsudvalget skal denne uge stemme om, hvorvidt de formelle anklagepunkter skal sendes videre til afstemning i resten af Repræsentanternes Hus.

Hvis anklagepunkterne som forventet godkendes her, ventes rigsretssagen at gå i gang i Senatet, hvor Republikanerne har flertal.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her