Amerikanske politikere vil forbyde salg af tobaksprodukter til børn og unge under 21 år.

USA forbereder stram rygelov

Amerikanske politikere vil forbyde salg af tobaksprodukter til børn og unge under 21 år. Foto: Andreas Merrald/POLFOTO
Amerikanske politikere vil forbyde salg af tobaksprodukter til børn og unge under 21 år. Foto: Andreas Merrald/POLFOTO
Lyt til artiklen

Herhjemme er Folketingets partier i slutfasen af forhandlingerne om en ny handlingsplan mod rygning. Regeringen vil forbyde rygning på ungdomsuddannelser, og sundhedsminister Magnus Heunicke (S) står fast på, at e-cigaretter ikke må indeholde søde smagsstoffer. Begge tiltag er særligt rettet mod at forhindre unge i at begynde at ryge.

Samme ambition har politikerne i i USA, men de overvejer at tage mere drastiske metoder i brug. Ifølge nyhedsbureauet AP er Kongressen på vej til at gennemføre en ny lov, som vil forbyde salg af tobaksprodukter til børn og unge under 21 år. I dag er aldersgrænsen 18 år. Et forbud vil komme til at omfatte cigaretter, snus, e-cigaretter og andre tobaksprodukter.

Og forbuddet får opbakning fra uventet kant.

Selskabet Altria, som blandt andet producerer Marlboro-cigaretter, og virksomheden Juul, som laver e-cigaretter har indledt en massiv lobby- og reklamekampagne for at forbyde salg af deres egne produkter til børn og unge under 21 år.

Fjern smagsstof i e-cigaretter

Kritikkere mener dog, at tobaksgiganterne kun støtter et forbud af strategiske årsager, fordi de håber på, at de ved at støtte et forbud mod salg til unge kan undgå endnu mere vidtgående indgreb.

»Altria og Juul støtter tydeligvis dette, så de kan argumentere for, at der ikke er brug for yderligere tiltag«, siger Matthew Myers fra organisationen ’Campaign for Tobacco-Free Kids’ til AP.

Ligesom herhjemme diskuteres det i USA, om man bør forbyde tilsætning af smagsstoffer til e-cigaretter.

»Hvis man ikke fjerner de smagsstoffer, som industrien har brugt til at skabe denne epedemi, så vil man ikke løse problemet med unges brug af e-cigaretter«, siger Matthew Myers.

Morten Skjoldager

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her