18 FN-soldater såres under angreb i Mali

Lyt til artiklen

20 er såret under et angreb på FN-styrke i Mali i Vestafrika. Blandt de sårede er 18 fredsbevarende soldater.

Angrebet fandt sted i det nordlige Mali, oplyser en talsmand for FN.

Det var rettet mod en militærbase i landsbyen Tessalit i regionen Kidal.

De 18 sårede soldater kommer fra Tchad i det centrale Afrika. De er tilknyttet FN's styrke i landet, Minusma. Tilstanden er kritisk for seks af de sårede.

Danmark bidrager for øjeblikket til Minusma med tre stabsofficerer og et Hercules-transportfly og 65 personer som besætning og støttepersonel.

Kidal har været under kontrol af tuareg-oprørere siden en opstand i 2012. Der har været flere tidligere sammenstød mellem oprørerne og hæren i landet.

FN's mission i landet tæller 13.000 soldater. Opgaven er at bremse og inddæmme den vold, som væbnede grupper i nord og det centrale Mali står bag. De tæller blandt andet jihadister, der står al-Qaeda og den militante bevægelse Islamisk Stat nær.

Den franske hær har sin egen militære styrke til at bekæmpe jihadister i Vestafrika og Sahel.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her