Hvis man spørger den amerikanske økonom og forfatter Glen Weyl, hvordan han ser på den tid, vi lever i, så peger han omgående på 1930erne: Kapitalismen er i krise. Uligheden er enorm. Populismen er på fremmarch. Og der er masser at være bange for.
Men i stedet for at blive grebet af frygt mener Weyl, at populismen også kan fungere som en alarmklokke, der fører til et længe tiltrængt opgør med det 20. århundredes neoliberalisme og til en grundlæggende reparation af kapitalismen. Og han har en plan. En meget radikal plan.




























