Seks personer er døde af skud i den tyske by Rot am See vest for Nürnberg. Det bekræfter tysk politi på et pressemøde fredag eftermiddag.
På pressemødet fortalte politiet, at de dræbte er tre mænd og tre kvinder. Derudover er to personer alvorligt såret. Politiet antager, at det drejer sig om et familiedrama.
Politiet har anholdt én person, og det drejer sig ifølge politiet om en 26-årig mand.
Ifølge Ritzau sagde politiet på pressemødet, at ofrene var mellem 36 og 69 år, og blandt dem var gerningsmandens forældre.
Gerningsmanden ringede selv til politiet og fortalte, at han havde skudt flere personer, skriver Ritzau. De skriver yderligere, at den 26-årige brugte et halvautomatisk våben mod familiemedlemmerne. Et våben gerningsmanden havde tilladelse til.
Skyderiet skete inde i familiens hus, og da politiet ankom til stedet, blev to af ofrene fundet uden for huset. Inde i huset fandt man de øvrige fire døde og våbnet, som geringsmanden brugte.
Politiet har endnu ikke fundet motivet til drabene.




























