Afghansk militær under forhandlingspause: Vi har dræbt 51 talebanere

Lyt til artiklen

Afghanske sikkerhedsstyrker har ved omfattende angreb på Taleban med både luftbombardementer og landstyrker dræbt mindst 51 militsfolk.

Afghanistans forsvarsministerium siger søndag, at regeringsstyrkerne har gennemført 13 offensiver med landstyrker og 12 luftangreb i ni provinser.

»51 terrorister er blevet dræbt, 13 er såret og seks er anholdt«, siger forsvarsministeriet.

Lokale embedsmænd siger i den nordlige provins Balkh, at mindst tre kvinder og fire børn blev dræbt ved luftangrebene. Regeringen siger, at den vil sende et undersøgelseshold til Balkh.

Taleban siger, at bevægelsen selv stod bag to angreb på militæret i weekenden, og mindst 18 medlemmer af sikkerhedsstyrkerne er blevet dræbt.

Kampene er taget til, efter at forhandlere fra USA og Taleban har indledt to dages pause i forhandlinger i Doha, siger kilder til Reuters.

Flere kilder siger, at Taleban var gået ind på at indstille angreb mod amerikanske soldater og nedtrappe angreb. Men der har været adskillige rapporter om Talebangreb på regeringsstyrker og politistationer forskellige steder i landet i den seneste uge.

Forhandlingerne i Doha om fred i Afghanistan har som mål at få afsluttet USA's længste krig, og der er forventninger om, at USA vil trække tusindvis af soldater hjem fra Afghanistan til gengæld for en række sikkerhedsgarantier fra Taleban.

USA har haft soldater udstationeret i Afghanistan siden en invasion i 2001. Invasionen væltede Taleban-styret, der i årevis gav ly til Osama bin Laden, lederen af al-Qaeda og hjernen bag angrebene 11. september.

Militære iagttagere siger, at Taliban ikke er i stand til at indtage større byer eller vigtige strategiske områder og bevare kontrollen over dem i længere tid.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her