Europarådets kommissær for menneskerettigheder opfordrer Ruslands regering til at efterforske et voldeligt overfald på en journalist og en advokat i den russiske provins Tjetjenien.
Jelena Milasjina fra den uafhængige avis Novaja Gaseta siger, at hun og Marina Dubrovina, en advokat, der ledsagede hende på en rejse til Tjetjenien, blev skubbet omkuld og tævet af 10-15 personer i vestibulen på deres hotel i Grosnij, provinsens hovedby. Jelena Milasjina har i årevis afdækket grove brud på menneskerettighederne i Tjetjenien, herunder forfølgelse af homoseksuelle.



























