Da USA’s præsident, Donald Trump, førte valgkamp i 2016, lod han aldrig en anledning gå fra sig til at lange ud efter Mexico. De mexicanske migranter i USA var voldtægtsmænd, svindlere og narkohandlere alle til hobe, mente han, og hans vrede kredsede ikke mindst om den da 22 år gamle handelstraktat Nafta mellem USA, Mexico og Canada, som præsidenten kaldte »historiens værste aftale«. Ifølge Trump, var USA blevet snydt på det allergroveste, men det skulle være slut. USA ville forlade aftalen, og så kunne Mexico og Canada have det så godt.
Men USA gik ikke. I stedet er en ny aftale forhandlet på plads, og Trump har triumferende kaldt den nye traktat for »historiens bedste aftale«. USA havde omsider banket sine snydagtige, grådige naboer på plads, måtte man forstå.



























