Der har været skyderi og politijagt i delstaten Hessen i Tyskland, hvor ni personer er dræbt, og to andre er fundet døde. Her er et overblik over, hvad vi ved.

Overblik: Det ved vi, og det ved vi ikke om skyderiet i Tyskland

Foto: Kai Pfaffenbach/Ritzau Scanpix
Foto: Kai Pfaffenbach/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Otte mennesker blev onsdag aften skudt og dræbt i den tyske by Hanau i delstaten Hessen, øst for Frankfurt.

Tidligt torsdag morgen døde endnu et af ofrene af sine kvæstelser. Gerningsmanden er også fundet død torsdag morgen i sin lejlighed ved siden af endnu en uidentificeret afdød.

Her er hvad vi ved, og hvad vi ikke ved på nuværende tidspunkt.

Det ved vi

  • 11 personer er døde, 9 af dem i forbindelse med de to angreb.
  • Det første angreb fandt sted klokken 22.
  • Her angreb en gerningsmand vandpibecafén ’Midnight’ i den centrale del af Hanau, hvor tre personer i første omgang blev dræbt.
  • Den formodede gerningsmand menes derefter at være kørt videre til området omkring bydelen Kesselstadt, hvor vandpibecaféen Arena Bar & Café blev angrebet. Her skød og dræbte gerningsmanden yderligere en række personer, og i alt er ni personer dræbt.
  • Adskillige flere er blevet såret under skyderierne, og torsdag morgen omkom én af de sårede af sine kvæstelser.
  • Den formodede gerningsmand blev klokken 5 torsdag morgen fundet død i sin lejlighed i Hanau, tæt ved det andet gerningssted.
  • Udover gerningsmanden blev yderligere en person fundet død i lejligheden. Det vides endnu ikke, hvem den anden døde er.
  • Politiet oplyser på Twitter, at der ingen indikationer er på, at der skulle være andre gerningsmænd end den omkomne.
  • Flere tyske medier skriver, at ofrene overvejende er unge mennesker, hvoraf flere menes af have kurdisk baggrund.
  • Den tyske antiterrorenhed overtager torsdag formiddag efterforskningen af skyderierne.

Det ved vi ikke

  • Det er ikke bekræftet af politiet, at der udelukkende er tale om én gerningsmand.
  • Flere medier spekulerer i, hvad motivet for angrebet er. Men der er endnu ingen officielle tilkendegivelser om, hvad motivet for angrebene på de to vandpipecaféer er. En talsmand fra tysk politi siger dog torsdag formiddag til nyhedsbureauet AFP, at »der er tegn på fremmedfjendske motiver«​
  • Årsagen til de to personers død i lejligheden i Hanau er fortsat ukendt.

Oliver Kløvedal Reich

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her