Myndighederne i Brasilien bekræfter første tilfælde af coronavirus i Latinamerika.
Landets sundhedsministerium siger, at en 61-årig mand fra São Paulo, som for nylig er vendt tilbage fra Lombardiet i det nordlige Italien, er testet positiv for virusset.
Patienten vendte hjem den 21. februar fra den hårdest ramte region i Europa, der har flere hundrede smittede personer.
Diagnosen kommer under det brasilianske karneval, hvor et stort antal udlændinge besøger landet, og hvor millioner er samlet på gaderne i storbyerne.
Sundhedsminister Luiz Henrique Mandetta siger til journalister, at regeringen allerede har truffet en række foranstaltninger for at forebygge en udbredelse af virusset i Brasilien.
En embedsmand i Sundhedsministeriet siger til Reuters, at myndighederne prøver at spore 20 personer, som er under mistanke for at være blevet smittet.
ritzau




























