Regeringen vil i løbet af få timer beslutte, hvorvidt der skal tages drastiske midler i brug for at dæmme op for spredningen af coronavirus.

Forvirring om skolelukninger: Coronavirus får Italien til at overveje lukning af alle skoler og universiteter

Foto: Miguel Medina/Ritzau Scanpix
Foto: Miguel Medina/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Rettelse: Tidligere fremgik det, at Italiens regering havde truffet beslutning om at lukke alle skoler og universiteter. Det er endnu ikke besluttet.

Italiens regering overvejer at lukke alle skoler og universiteter i landet for at bekæmpe udbruddet af coronavirus. Det siger den italienske uddannelsesminister Lucia Azzolina ifølge BBC.

Hun oplyser, at beslutningen vil blive truffet i løbet af et par timer.

Flere italienske medier skrev tidligere på dagen, at beslutningen allerede var taget. Lukningen af skolerne skulle ifølge avisen Corriere della Sera ske fra torsdag. Og de skulle forblive lukkede indtil midten af marts.

Samtidig siger landes sportsminister, Vincenzo Spadafora, at regeringen formentlig vil beordre, at alle topkampe i den italienske fodboldturnering skal spilles uden publikum.

»Vi er på vej mod den beslutning«, siger han ifølge Reuters.

Italien er det land i Europa, der er hårdest ramt af coronavirus. Over 2.500 er smittede, og 79 mennesker er døde.

Det er navnlig Lombardiet i det nordlige Italien, der er hårdt ramt. Flere af de 10 danskere, der har fået konstatere smitte med coronavirus, har været på rejse i Norditalien.

For 10 dage siden blev skoler og universiteter lukket i de hårdest ramte områder af Norditalien. Flere byer er blevet sat i karantæne.

Det ventes at premierminister Conte senere onsdag vil udsende et dekret. Det vil ifølge nyhedsbureauet Ansa indeholde anbefalinger til, hvordan personlig kontakt og berøring bør foregå.

Det sker på grundlag af anbefalinger fra regeringens videnskabelige komité.

Helt bogstaveligt handler det om, at italienerne skal holde op med give hånd og være meget forsigtige med, hvem man kysser og hvordan.

Alle over 75 år vil man anbefale at holde sig inden døre, så vidt det er muligt, skriver Ansa.

Opdateres ...

RB/ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her