Danskere frarådes nu at rejse til seks regioner i Italien

Turister fotograferet i Venedig 24. februar.  Foto: Andrea Pattaro/Ritzau Scanpix
Turister fotograferet i Venedig 24. februar. Foto: Andrea Pattaro/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Udenrigsministeriet fraråder unødvendige rejser til yderligere to regioner i Norditalien.

Det er regionerne Marche og Valle d'Aosta. Den nye anbefaling skyldes coronavirus. Det oplyser Udenrigsministeriets Borgerservice på Twitter.

I forvejen frarådes unødvendige rejser til de fire regioner Emilia-Romagna, Lombardiet, Piemonte og Veneto. Italien er i alt inddelt i 20 regioner.

Ud over Italien frarådes også unødvendige rejser til Kina, Iran og dele af Sydkorea på grund af coronavirusset. De fire lande har alle været hårdt ramt af sygdommen.

Nu er der 27 smittede i Danmark

Der har været 27 smittetilfælde med coronavirus i Danmark. En del af dem er blevet smittet på rejser i Norditalien, og mindst én er blevet smittet i Iran.

De danske sundhedsmyndigheder oplyste ved de første tilfælde, hvor personerne var blevet smittet, men den praksis er stoppet.

Hvis man har rejst i et af de fire områder, anbefales det, at man bliver hjemme 14 dage efter hjemkomsten for ikke at risikere at smitte andre.

For sundhedspersonale som læger, sygeplejersker eller social- og sundhedsassistenter er det et krav at blive hjemme to uger.

27 danskere er nu smittet med coronavirus

Fredag ændrede Udenrigsministeriet desuden sin rejsevejledning for hele verden. Nu er rådet, at man som minimum udviser forsigtighed, når man rejser i udlandet.

Det indebærer en række ting. Man bør tjekke rejsevejledningen til det land, som man rejser til eller igennem.

Derudover skal man følge Sundhedsstyrelsens råd for at mindske risikoen for at blive smittet.

Man bør samtidig holde sig opdateret om sundhedsforholdene via de lokale myndigheder, medier og ens eventuelle rejsebureau.

Samtidig opfordrer Udenrigsministeriet rejsende til at tjekke deres rejseforsikring.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her