Kilder: Afghanistans præsident vil løslade 1.000 Taleban-fanger

    Afghanistan's President Ashraf Ghani speaks during his inauguration as president, in Kabul, Afghanistan March 9, 2020. REUTERS/Mohammad Ismail   Foto: Mohammad Ismail/Ritzau Scanpix
Afghanistan's President Ashraf Ghani speaks during his inauguration as president, in Kabul, Afghanistan March 9, 2020. REUTERS/Mohammad Ismail Foto: Mohammad Ismail/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Afghanistans præsident, Ashraf Ghani, vil underskrive et dekret, der beordrer løsladelsen af mindst 1.000 Taleban-fanger denne uge.

Det oplyser fem afghanske embedsmænd til nyhedsbureauet Reuters mandag aften dansk tid.

Dermed kan vejen være banet for direkte forhandlinger mellem den afghanske regering og den islamistiske Taleban-bevægelse.

Taleban har dog krævet, at 5.000 indsatte løslades, før bevægelsen vil indgå forhandlinger med den afghanske regering.

USA har været opsat på at fremme en fangeudveksling mellem Taleban og den afghanske regering.

Det oplyste USA's særlige udsending til Afghanistan, Zalmay Khalilzad, i sidste uge, efter at USA og Taliban havde underskrevet en fredsaftale, som skulle føre til en tilbagetrækning af amerikanske soldater i Afghanistan.

Sent mandag aften lyder meldingen, at USA har begyndt tilbagetrækningen.

Det meddeler oberst Sonny Leggett, der er talsmand for de amerikanske styrker i Afghanistan til nyhedsbureauet AFP.

USA har med fredsaftalen forpligtet sig til at reducere antallet af soldater i landet fra flere end 12.000 til 8.600 inden for 135 dage.

Det er endnu uvist, om de danske soldater, der primært opholder sig i hovedstaden Kabul, også skal trækkes helt eller delvist ud.

Og i givet fald hvornår.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her