Den britiske regering får kritik for sin håndtering af coronavirussen: for lidt og for sent.

Boris Johnson kritiseres for corona-håndtering

Fodboldfans i titusindvis samledes onsdag til fodboldkamp i Liverpool. Coronavirusrisiko eller ej. Foto: Javier Soriano/Ritzau Scanpix
Fodboldfans i titusindvis samledes onsdag til fodboldkamp i Liverpool. Coronavirusrisiko eller ej. Foto: Javier Soriano/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Da fodboldklubben Liverpool onsdag aften røg ud af Champions League, skete det foran 52.267 tilskuere på Anfield Stadion. De britiske myndigheder har nemlig ikke forbudt større forsamlinger og har generelt, trods omkring 600 coronasmittede, iværksat en mindre restriktiv linje for at bekæmpe virussen end mange andre europæiske lande.​​​​

Den tilbageholdende linje møder kritik fra eksperter i Storbritannien, blandt andet fra professor John Ashton, en tidligere højtstående sundhedsdirektør, der siger til The Guardian, at Boris Johnsons regering handler for lidt og for sent.

Professoren kalder det »en vittighed«, at regeringen hævder, at de har styr på situationen. Han mener, at de svigter i forhold til at forberede både befolkningen og sundhedsvæsnet.

»Det er en vittighed, når de får deres folk til at sige, at de har styr på det, og at hvis den spredes til lokalsamfundene, så vil sundhedsvæsnet klare sig, for det har det altid gjort. Hospitalerne er fyldte lige nu, skadestuerne er fyldte, sengene er fyldte, intensivafdelingerne er fyldte«, siger John Ashton til The Guardian.

Ironisk nok med tanke på Storbritanniens mindre restriktive linje er landet ikke omfattet af det indrejseforbud, som den amerikanske præsident Donald Trump onsdag annoncerede mod alle EU’s medlemmer af Schengensamarbejdet.​

Åbne skoler

Torsdag holdt premierminister Boris Johnson endnu et regeringskrisemøde om coronaudbruddet. Da han efterfølgende talte offentligt, var det med en betydeligt mere alvorstung mine end hidtil. Han kaldte udbruddet for den mest alvorlige offentlige sundhedskrise i en generation.

»Det kommer til at sprede sig videre, og jeg må være ærlig over for jer, over for den britiske offentlighed: Mange flere familier kommer til at miste familiemedlemmer før tid«, sagde Boris Johnson ifølge BBC.

Torsdag aften havde coronavirussen kostet 12 briter livet.

Regeringen justerer nu linjen for at forsinke smitten. Alle med høj feber og svær hoste anbefales nu at blive hjemme i 7 dage, skoleudflugter til udlandet aflyses, og ældre borgere med helbredsproblemer frarådes at tage på krydstogter.

Skolerne forbliver, i modsætning til i nabolandet Irland, åbne, ligesom større forsamlinger såsom ved fodboldkampe indtil videre kan afvikles med tilskuere.

»Det videnskabelige råd er, at dette har lille effekt på spredningen. Men det belaster dog andre offentlige ydelser«, sagde Boris Johnson, der gjorde klart, at regeringen derfor overvejer at suspendere større offentlige forsamlinger.

I øvrigt blev der spillet Champions League-fodbold i Paris samtidig med i Liverpool onsdag aften. I den franske hovedstad foregik det foran tomme tribuner på stadionet Parc des Princes. De franske myndigheder ville på den måde sikre sig mod smittespredning. I princippet. Men uden for stadion samledes tusindvis af fans alligevel for at juble arm i arm over klubbens avancement til kvartfinalerne.

Nilas Heinskou

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her