Mens dødstallet stiger kraftigt i Italien, og det meste af verden lukker ned, er der måske positive nyheder fra Kina, hvor coronavirussen havde sit arnested.
Kinas nationale sundhedskommission meddelte torsdag morgen ifølge det kinesiske nyhedsbureau Xinhua, at der i det forløbne døgn ikke er blevet registreret tilfælde af mennesker, som er blevet smittet internt i Kina. Det er første gang siden udbruddets begyndelse for tre måneder siden, at myndighederne melder om nul nye lokalt smittede.
Ifølge den nationale sundhedskommission blev der onsdag registreret 34 nye smittetilfælde, men de drejede sig alle om mennesker, der havde bragt virussen med sig fra udlandet.
Holder denne tendens, tyder det på, at Kina nu er ved at få bugt med epidemien inden for sine egne grænser, og at myndighedernes fremgangsmåde med at lukke hele byer og provinser ned har vist sig effektiv.
Alligevel er sundhedseksperter ikke sikre på, at man nu kan begynde at ånde lettet op i Kina. De peger på, at epidemien kan vende tilbage i det øjeblik, at folk igen kan rejse frit rundt i Kina.
»Det er tydeligt, at Kinas indsats næsten har ført til en afslutning på den første bølge af smitte. Spørgsmålet er, hvad der vil ske, hvis der kommer en anden bølge, fordi karakteren af de forholdsregler, Kina har taget, ikke nødvendigvis er holdbare i længden«, sagde Ben Cowling, leder af afdelingen for epidemiologi på Hong Kong University’s School of Public Health, torsdag til avisen New York Times.
Kina langsomt ved at åbne op
De seneste dage er Kina forsigtigt begyndt at åbne op igen. Et stigende antal restauranter og butikker i Beijing og Shanghai byder atter kunder velkommen, og i Hubei-provinsen, hvor udbruddet begyndte, har myndighederne ifølge New York Times beordret fabrikker og forretningsforetagender til gradvist at åbne igen.
For den kinesiske topledelse gælder det om at balancere mellem to hensyn, hvor det ene handler om at bekæmpe coronavirussen, mens det andet handler om at holde landets økonomi igang.
Men for topledelsen gælder det også om at bevise over for befolkningen, at kommunistpartiet er i stand til at lede landet gennem svære krisetider. Millioner af kinesere skrev rasende indlæg på de sociale medier, da det kom frem, at myndighederne ved udbruddets begyndelse havde undertrykt advarsler fra læger.
Efterfølgende har den kinesiske præsident, Xi Jinping, forsøgt at genvinde tilliden ved at gøre bekæmpelsen af smittespredningen til et spørgsmål om national stolthed. Han har konsekvent omtalt forsøgene på at inddæmme virus som »folkets krig«, samtidig med at de statslige medier dagligt har fremhævet succeshistorier som antallet af mennesker, der er blevet udskrevet fra hospitalerne.
fortsæt med at læse




























