De unge i kvarteret La Noé i byen Chanteloup-les-Vignes 30 km. uden for Paris trækker ofte overskrifter. Narkohandel, sammenstød med rivaliserende bander og skudepisoder er hyppige foreteelser i kvarteret, som blev verdensberømt takket være filmen ’La Haine’, ’Hadet’, fra 1995.
I disse dage er alt roligt, men trods forbuddet mod forsamlinger på mere end fem personer er det svært at holde sig inde, og rundt omkring i kvarteret sidder flere unge på betonklodser mellem blokkene.




























