Nye tal fra Sverige viser, at der er omkommet yderligere 59 mennesker med coronavirus i Sverige. Det bekræfter den svenske regering og landets sundhedsmyndigheder på et pressemøde.
Tirsdag lød tallet på 180 døde, og dødstallet er altså nu steget til 239. En stigning på 33 procent.
Den svenske statsepidemiolog, Anders Tegnell, opfordrer svenskerne til at være opmærksomme.
»Det begynder at få en temmelig stejl kurve opad. Vi bør tage det som en påmindelse om at holde os til det grundlæggende, ikke gå på arbejde, når du er syg, eller besøge ældre slægtninge«, siger han og fortsætter:
»Der er en dominans af ældre, der er alvorligt syge. Dette er en uheldig udvikling«.
Den høje stigning kommer kort tid efter et internt dokument kan afsløre, at Stockholms hospitaler om en uge løber tør for sengepladser.
Ifølge Anders Tegnell er tallet ikke langt fra det danske antal dødsfald, når man kigger på det samlede indbyggertal.
»Vi er meget tæt på Danmark«, lød det fra statsepidemiologen, ifølge SVT.
Danmark har lavere stigning
Danmark har det seneste døgn oplevet en væsentlig mindre stigning i dødsfald end i Sverige. Tirsdag var tallet 90 og onsdag 104. Altså en stigning på 16 procent på et enkelt døgn.
Tallene er dog ikke direkte sammenlignelige, da tallene fra de svenske myndigheder muligvis dækker over flere dages registreringer.
Danmark har modsat Sverige valgt at lukke store dele af samfundet ned. I Sverige må man stadig mødes op til 50 mennesker, spise på restaurant, gå på bar og sende sin børn i skole.
Om den store forskel på Sverige og Danmarks håndtering af coronavirus direkte kan ses på tallene vides endnu ikke.
Under pressemødet præsenterede den svenske socialminister, Lena Hallengren, og generaldirektøren for de svenske sundhedsmyndigheder, Johan Carlsen, det, som den svenske avis Expressen kalder for nye retningslinjer, men genraldirekektøren udlagde de nye råd således:
»Dette er ikke en kogebog, men en samling af generelle råd. De skal ikke læses så let som rådgivning, men er bindende. Det kan dreje sig om at etablere information, markere afstande på gulvet, afholde digitale møder, tilbyde muligheden for god hygiejne, for eksempel med håndvask«.
Samtidig tilføjede han, at man skal undgå private begivenheder som dåb og bryllup, huske afstand i motionscentre og ved sportsfaciliteter, samt undgå rejser rundt i landet og til udlandet.
Rettelse: Det fremgik tidligere af denne artikel, at 59 mennesker er døde med coroanvirus det seneste døgn i Sverige. Den svenske sundhedsmyndigheder understreger, at tallene dækker over flere dages registreringer.
fortsæt med at læse



























