Tyskerne har tillid til Merkel-regeringens kriseplaner

Floden Spree her vd Treptower Park i Berlin ligger stille hen. Foto: Joachim Herrmann/Ritzau Scanpix
Floden Spree her vd Treptower Park i Berlin ligger stille hen. Foto: Joachim Herrmann/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

To tredjedele af tyskerne er tilfredse med de politiske lederes håndtering af coronaviruskrisen, viser en ny meningsmåling.

Omkring 66 procent af deltagerne i en YouGov-måling fra nyhedsbureauet dpa reagerer positivt på spørgsmål om, hvorvidt forbundskansler Angela Merkels regering har reageret tilfredsstillende på de udfordringer, som krisen rejser.

Dette er udtryk for en stigning i støtten til regeringens indsats i forhold til for to uger siden, hvor 54 procent havde et overvejende positivt indtryk af Merkel-regeringens kriseindsats.

Den procentdel, som giver udtryk for utilfredshed, er faldet fra 38 til 27 procent i den samme periode.

Som mange andre lande har Tyskland indført en lang række usædvanlige foranstaltninger for at hindre udbredelse af virussets. Onsdag vil regeringen tage stilling til, om de indførte restriktioner skal lempes eller ej.

EU har aldrig været udsat for større prøvelse

Merkel sagde tidligere i denne uge, at EU aldrig været udsat for en større prøvelse af unionen, end det er tilfældet med coronapandemien.

»Efter min mening står Europa, EU, over for den største prøvelse siden grundlæggelsen. Vi har en stor sundhedsudfordring, som påvirker alle medlemslande - dog forskelligt, sagde hun og understregede, at det især er vigtigt, at EU kommer stærkt ud af den økonomiske krise, som coronapandemien har medført«.

»Og det er i alle EU-landes interesse, at EU kommer godt ud på den anden side. Tyskland vil kun være i stand til at gøre det godt i det lange løb, hvis Europa klarer sig godt. Svaret på coronakrisen kan kun være: Et stærkere Europa og mere Europa«, sagde hun.

Hvor er EU i coronakrisen? Det er nu, at unionen skal vise sit værd. Ellers kan det være lige meget

Merkels regering blev i midten af marts kritiseret i dagbladet Bild for, hvad avisen kaldte 'corona-kaos'.

»Ingen taler og ingen ledelse fra regeringen i krisen«, skrev Bild.

Tyskland er det land i Europa med flest sengepladser på intensiv-afdelinger i sundhedssystemet per indbyggere.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her