Længe ventet fangebytte giver håb om fred i Afghanistan

En afghansk mand går forbi en væg med billedet af USA's særlige udsending til Afghanistan, Zalmay Khalilzad og Mullah Abdul Ghani Baradar, leder af Taliban delegationen i Kabul, Afghanistan.   Foto: Mohammad Ismail/Ritzau Scanpix
En afghansk mand går forbi en væg med billedet af USA's særlige udsending til Afghanistan, Zalmay Khalilzad og Mullah Abdul Ghani Baradar, leder af Taliban delegationen i Kabul, Afghanistan. Foto: Mohammad Ismail/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

De seneste dage har budt på en anelse fremskridt i forsøget på at ende den langvarige krig, der har stået på i Afghanistan i snart to årtier.

Talebanbevægelsen, der blev fjernet fra magten i landet i 2001, løslod søndag således 20 fanger tilhørende de afghanske sikkerhedsstyrker. Det oplyser Den Internationale Røde Kors Komité (ICRC).

Samtidig har Afghanistans regering løsladt 300 talebanfanger, som ikke menes at udgøre en risiko for samfundet.

Det relativt lille fangebytte mellem de to parter markerer en spæd begyndelse på en større udveksling af fanger.

Byttet blev aftalt, da USA og Taleban i slutningen af februar underskrev en aftale, der skulle bane vej for fred i Afghanistan. Der har siden da dog været uenighed om, hvordan byttet i praksis skulle foregå.

Positiv begyndelse

Men weekendens forsigtige begyndelse er positiv. Det siger USA's særlige udsending til Afghanistan, Zalmay Khalilzad.

»Løsladelsen af fanger er et vigtigt skridt i fredsprocessen og begrænsningen af vold«, siger Zalmay Khalilzad, der var med til at forhandle aftalen på plads.

»Begge parter bør gøre mere for så hurtigt som muligt at møde de krav, der er fastlagt i aftalen mellem USA og Taleban«, siger han.

I aftalen lyder det, at Afghanistans regering skal løslade 5000 talebanfanger, mens Taleban skal løslade 1000 fanger fra de afghanske sikkerhedsstyrker.

Byttet skulle egentlig have fundet sted 10. marts. Det ville have banet vej for, at Taleban og regeringen kunne begynde egentlige fredsforhandlinger.

USA og andre udenlandske styrker - herunder danske - gik ind i Afghanistan i kølvandet på angrebet 11. september 2001 i USA.

Talebanbevægelsen holdt dengang hånden over Osama bin Laden, der stod i spidsen for den militante gruppe al-Qaeda.

Gruppen stod bag angrebene 11. september 2001 i USA.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her