Coronadødstal stiger i Storbritannien

106-årige Connie Titchen overlevede efter at være ramt af coronavirus. I det seneste døgn er 861 personer døde i Storbritannien.  Foto: -/Ritzau Scanpix
106-årige Connie Titchen overlevede efter at være ramt af coronavirus. I det seneste døgn er 861 personer døde i Storbritannien. Foto: -/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

861 mennesker, der var smittet med coronavirus, er døde i løbet af det seneste døgn på hospitaler i Storbritannien. Det er en stigning i forhold til døgnet inden, hvor der var 761 coronadødsfald.

Det oplyser sundhedsvæsenet, NHS, torsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Der er tale om den største daglige stigning i de seneste fem dage.

Tallet omfatter kun patienter, der var indlagt på et af de britiske hospitaler.

Dermed er i alt 13.729 mennesker med bekræftet coronasmitte døde på hospitalerne i Storbritannien, siden virusset brød ud i landet tidligere på året.

740 døde i England

Alene i England er der i det seneste døgn registreret 740 dødsfald blandt patienter smittet med coronavirus.

De 740 dødsofre i England var i alderen 45 til 93 år. 40 af dem havde så vidt vides ingen sygdomme eller helbredsproblemer i forvejen, meddeler NHS.

Det samlede antal coronadødsfald for hele Storbritannien inkluderer coronadødsfald i Skotland, Nordirland og Wales i det seneste døgn.

Det britiske sundhedsministerium oplyser, at over 327.000 mennesker er blevet testet for coronavirus. Af dem er lidt over 103.000 testet negative, mens resten - godt 224.000 - var smittet.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her