Kina opjusterer dødstallet efter coronavirus i Wuhan med omkring 50 procent.
I alt har myndighederne lagt 1.290 døde til det samlede tal, skriver nyhedsbureauet AFP fredag morgen dansk tid.
Dermed er det samlede dødstal nu på 3.869 i millionbyen, som var virussets oprindelige center.
De kinesiske myndigheder erkender ifølge AFP, at mange sager enten er blevet 'fejlrapporteret' eller helt manglede i de tidligere opgørelser.
Det nye virus blev ifølge Kina opdaget i december 2019 på et marked i Wuhan i Hubei-provinsen.
I januar blev det første dødsfald registreret i Wuhan, og siden har virusset udviklet sig til en pandemi med over 140.000 registrerede dødsfald til følge.
De kinesiske myndigheder har særligt tidligt i processen fået kritik for at lægge låg på sundhedskrisen.
Blandt andet amerikanske efterretningstjenester har sået tvivl om rigtigheden af dødstallene i Kina.
ritzau
fortsæt med at læse




























