Verdensorganisation spår seks procents fald i CO2-udledning

Coronakrisen vil formentlig resultere i det største fald i den globale CO2-udledning siden Anden Verdenskrig. Foto: Finn Frandsen/POLFOTO
Coronakrisen vil formentlig resultere i det største fald i den globale CO2-udledning siden Anden Verdenskrig. Foto: Finn Frandsen/POLFOTO
Lyt til artiklen

Den globale coronapandemi vil formentlige reducere udledningen af CO2 med seks procent i 2020.

Sådan lyder vurderingen fra Verdens Meteorologiske Organisation (WMO) onsdag.

Det vil i givet fald være det største årlige fald i den globale CO2-udledning siden Anden Verdenskrig.

WMO advarer dog imod at glemme klimadagsordenen under pandemien.

»Covid-19, (sygdom forårsaget af coronavirus, red.) vil formentlig resultere i en midlertidig reduktion i udledningen af drivhusgasser, men det skal ikke erstatte bæredygtig klimahandling«.

»Vi skal vise den samme beslutsomhed og fælles front mod klimaforandringer, som vi har vist mod Covid-19«.

Det siger WMO's generalsekretær, Petteri Taalas, i en skriftlig udtalelse.

Frygter markant stigning

Meddelelsen kommer på 50-årsdagen for Jordens Dag.

WMO frygter, at CO2-udledningen vil stige markant, når pandemien er overstået, og verdens lande skal indhente det tabte fra krisetiden.

Derfor opfordrer organisationen verdens regeringer til at integrere klimatiltag i de hjælpepakker, der skal bane vejen for fornyet økonomisk vækst.

Hvis ikke det lykkes at bremse klimaforandringerne, vil de true befolkninger, økosystemer og økonomier i de næste århundreder, understreger WMO.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her