Et eller andet sted i det turkisblå vand, måske der, hvor Den Bengalske Bugt møder Andamanerhavet, driver flere træbåde fyldt med flygtninge rundt. De har været til havs i ti uger.
De blev forhindret i at gå i land i Malaysia, hvor de havde håbet at komme hen, og afvist i Bangladesh, hvor de kom fra. I denne uge har de ngo’er, der har forsøgt at følge bådene via satellit, mistet sporet af dem. Hver af bådene – der var mindst tre af dem – havde hundreder af muslimske rohingyaer om bord. Mennesker, der er desperate efter at finde et tilflugtssted og afhængige af menneskesmuglere.




























