Chefredaktøren Nick Masuda på avisen Santa Barbara News-Press er blevet fyret for at bringe en leder, der sammenligner coronarestriktioner med Nazityskland.
Fyringen kommer, efter at avisen med base i Santa Barbara, Californien, i weekenden bragte en leder skrevet af ejer og udgiver Wendy McCaw.
I lederen beskylder hun Demokraterne for at bruge virusset til fremme deres egen politiske dagsorden, ligesom at hun sammenligner ordren om at blive hjemme med Nazityskland.
»Vores frihedsrettigheder er blevet taget fra os på grund af hvad, et virus? Tænk over det«, skrev Wendy McCaw i fredagens leder under overskriften 'Vi lever under tyranni'.
»Hvis dette land kan blive bragt i denne situation af et virus, hvor meget vil det så kræve at forvandle os til Sovjetunionen eller Nazityskland? Vi er ikke så langt derfra, nu hvor vi skal stå i kø for at komme ind i supermarkeder«, skrev hun videre.
En kontroversiel medieskikkelse
I en bemærkning under lederen er det tilføjet, at lederen er et udtryk for forfatterens egen holdning og ikke nødvendigvis afspejler synspunkterne blandt medarbejderne på Santa Barbara News-Press.
Lørdag rapporterede avisen Santa Barbara Independent, at chefredaktør på Santa Barbara News-Press Nick Masuda havde trukket sig fra sin stilling efter 18 måneder ved roret på avisen.
Hans sidste arbejdsdag var fredag.
Wendy McCaw har længe været en kontroversiel medieskikkelse i Californien. Som ekskone til en mobiltelefonpioner købte hun Santa Barbara News-Press i 2000.
Det skete, året efter at hun lå nummer 159 på magasinet Forbes' liste over USA's rigeste individer.
Under McCaws ledelse har Santa Barbara News-Press indtaget en skarp holding til amerikanernes kalkunmiddag på Thanksgiving - 'en tradition, der involverer en uvillig deltagers død' - ligesom at avisen er imod mindsteløn.
I 2016 var Santa Barbara News-Press den første af kun tre amerikanske aviser, der støttede Donald Trump som præsident.
ritzau




























