Det er et sjældent syn at se folk med ansigtsmasker i det danske bybillede. Sundhedsmyndighederne har hverken lavet retningslinjer for eller anbefalet brugen af ansigtsmasker, som har været et tilbagevendende emne til stor debat.
Rundt omkring i verden er folk påbudt at bruge en ansigtsmaske, hvis de forlader hjemmet. Sådan er det blandt andet i Tyskland og store dele af Asien, og nu har danske statsborgere, der er adopteret fra Sydkorea, fået et tilbud fra de sydkoreanske myndigheder om at få tilsendt ansigtsmasker for at beskytte sig mod coronavirussen.
Det fortalte DR i går i en radioudsendelse.
Den sydkoreanske ambassade har bekræftet, at danskere, der er adopteret i Sydkorea, kan få tilsendt værnemidler.
Cecilie Hedegaard-Elmsted er forperson for Korea Klubben, der er en forening for koreanske adopterede i Danmark, og hun ser positivt på, at Sydkorea sender masker.
»Jeg ser det som en håndsrækning, at de sydkoreanske myndigheder har nogle ressourcer, som de gerne vil dele med de koreanere, der bor uden for Korea«, siger hun til Politiken.
Det er ikke kun koreanske adopterede, der kan ansøge om at få værnemidler tilsendt. Det gælder også krigsveteraner fra Koreakrigen, der er bosat uden for Sydkorea.
»Ambassaden har spurgt, om vi har medlemmer, der har behov for masker, og så står vi for at facilitere kontakten mellem medlemmerne og ambassaden. Det er den koreanske ambassade i Danmark, der distribuerer maskerne«, siger Cecilie Hedegaard-Elmsted.
Sydkorea har haft succes med masker
Koreanske adopterede er danske statsborgere, og derfor kan det forekomme underligt, at de får tilbudt ansigtsmasker fra Sydkorea. Republikken Koreas Ambassade i Danmark oplyser til Politiken, at det er en del af deres kultur at hjælpe, hvor de kan.
»Selv om de er danske borgere, har de forbindelser til Sydkorea, og vi ser det som vores ansvar at yde hjælp og støtte til de borgere. Det er en del af vores kultur«, forklarer ambassaden.
Sydkorea har meget tidligt i coronaudbruddet gennemført foranstaltninger for at sikre og distribuere ansigtsmasker til befolkningen, og de mener, at det har virket i kampen mod virussen. Derfor rækker de nu ud til danskere, der er adopteret i Sydkorea.
»Sydkorea har haft succes med at inddæmme coronavirussen. En af grundene til, at vi har haft succes, er brugen af masker. Det hjælper at bære ansigtsmaske, og derfor har vi tilbudt det til adopterede koreanere, veteraner fra Koreakrigen og koreanere bosat uden for Sydkorea. Hvis de mangler masker, sender vi et parti til dem«, fortæller ambassaden.
Ambassaden oplyser, at der indtil videre er cirka ti adopterede koreanere i Danmark, som gennem Korea Klubben har ansøgt om at få tilsendt et parti ansigtsmasker.
Tilbuddet gælder ikke kun i Danmark. Koreanske ambassader i hele verden har rakt ud til borgere med tilknytning til landet.
fortsæt med at læse




























