Spanien har det laveste coronadødstal i otte uger

Foto: Javier Soriano/Ritzau Scanpix
Foto: Javier Soriano/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Antallet af døde med coronavirus i Spanien er det forløbne døgn steget med 102, oplyser sundhedsministeriet i Madrid lørdag, og det bekræfter, at smitten er hastigt på retur.

Det er det laveste antal i et døgn i otte uger.

Det samlede dødstal under krisen stiger til 27.563.

Da smitten var værst i starten af april, døde der dagligt over 900 mennesker af coronasygdommen Covid-19.

Dødstallet lørdag opgøres til 102. Det tilsvarende tal fredag var 138, og det var et fald fra torsdag, hvor 217 døde med Covid-19.

I den anden ende af Europa melder Storbritannien - som på nuværende tidspunkt er det europæiske epicentrum for coronasmitten - om 468 nye dødsfald, der er registreret i det seneste døgn. Dagen inden var det 384.

Dermed er det samlede dødstal i Storbritannien oppe på 34.466, viser tal fra sundhedsmyndighederne.

Når man også medregner dødsfald, hvor den afdøde formodes at være smittet, men det ikke er bekræftet, er tallet oppe over 40.000.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her