For niende gang i sin historie balancerer Argentina på randen af økonomisk fallit. Fredag forfalder betalingen af renter på landets store udlandsgæld, men den argentinske regering har allerede slået fast, at den er ude af stand til at betale. Dermed fasttømrer Argentina endnu engang sit internationale ry som en dårlig betaler.
Allerede inden coronapandemien ramte, var den argentinske økonomi vaklende, og den led endnu et knæk, da landets centrumvenstreregering resolut lukkede samfundet ned og sendte folk hjem i karantæne. Butikker, restauranter og fabrikker fik besked på at dreje nøglen om, og store hjælpepakker blev skruet sammen for at afbøde situationen. De penge gik fra regeringens opsparing, der var beregnet på at betale kreditorernes renter. Regningen lyder på 3,5 mia. kroner og forfalder fredag, mens der forhandles med kreditorer, der har 460 mia. kroner til gode. Landets samlede udlandsgæld er på omkring 2.200 milliarder kroner.


























