Sverige registrerer 54 coronadødsfald på et døgn

 Den intensive afdeling på Danderyd Hospital nær Stockholm. Sverige nærmer sig 4000 coronarelaterede dødsfald.  Foto: Jonathan Nackstrand/Ritzau Scanpix
Den intensive afdeling på Danderyd Hospital nær Stockholm. Sverige nærmer sig 4000 coronarelaterede dødsfald. Foto: Jonathan Nackstrand/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Sverige har det seneste døgn registreret 54 døde med coronavirus.

Det fremgår fredag eftermiddag af den seneste opgørelse fra landets sundhedsstyrelse, Folkhälsomyndigheten.

Tallet er en stigning i forhold til 40 døde torsdag.

I alt nærmer Sverige sig 4000 coronarelaterede dødsfald under virusudbruddet. Mere præcist lyder tallet på 3925 døde med coronavirus. Det svarer til 38,4 dødsfald per 100.000 indbyggere.

Til sammenligning er 561 døde med coronavirus i Danmark. Det svarer til 9,7 dødsfald per 100.000 indbyggere.

Hvorfor dør der så mange ældre i Sverige?

32.809 personer er blevet bekræftet smittet med coronavirus i Sverige. I Danmark lyder tallet på 11.230.

Sverige har under hele udbruddet af coronavirus valgt en noget mindre restriktiv tilgang til virusset end mange andre lande - herunder Danmark.

Blandt andet har de svenske skoler og restauranter på intet tidspunkt været beordret lukket. Det har i stedet i høj grad været op til svenskerne selv at tage deres forholdsregler og beskytte sig mod coronavirusset.

Flest af de døde var over 70 år

Statsepidemiolog Anders Tegnell har tegnet store dele af strategien for Sverige, siden coronavirusset kom til landet.

Selv om Sverige er det land i Norden med klart flest coronasmittede og coronarelaterede dødsfald, så behøver nabolandene ikke at frygte, at svenske borgere bringer smitte over grænserne, når de en gang åbner.

Sådan lød det torsdag fra statsepidemiologen.

»Når det bliver sommer, kan det være, at vi har så mange i Sverige, der er immune (over for virusset, red.), at det kan være mere sikkert, at svenskere kommer over grænserne end nogen andre«, sagde han til nyhedsbureauet TT.

De fleste af de mennesker, som er døde med coronavirus i Sverige, var over 70 år. Dog viser tallene også, at otte personer mellem 20 og 29 år er døde efter at være testet positive for virusset.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her