Savnede vandrere overlever 18 dage i New Zealands vildmark

Lyt til artiklen

To unge vandrere er fundet i live efter 18 dage i et fjerntliggende bushområde i New Zealand.

Det oplyser politiet onsdag.

Dion Reynolds og Jessica O'Connor, begge 23 år, påbegyndte deres vandretur i Kahurangi National Park på New Zealands sydø den 9. maj.

Da de ikke vendte tilbage fra deres tur som ventet, indledte politi og frivillige en eftersøgning efter de to den 19. maj.

Det skriver nyhedsbureauet dpa.

Eftersøgningen blev indstillet efter kraftig regn mandag, men blev genoptaget ved daggry onsdag.

Bragt til hospitalet med lettere skader

Politiet oplyser ifølge dpa, at seks eftersøgningshold blev fløjet til området onsdag.

Også fem sporingseksperter fra forskellige steder i landet samt tre hundeenheder blev hentet ind til opgaven.

Der var 'smil og lettelse', da de to unge vandrere blev fundet i 'meget barsk terræn' onsdag klokken 12.49 lokal tid.

Det oplyser politiet til det newzealandske medie Stuff.

De blev hentet af en helikopter fra luftvåbnet og var ifølge en unavngiven kilde 'sultne, men ellers ved godt helbred'.

De to er ifølge ambulancetjenesten St John bragt til et hospital i byen Nelson med lettere skader.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her