Du har muligvis aldrig hørt om det før, men det er det sidste skrig inden for statslig overvågning: genetisk overvågning. Og det er nok en gang Kina, der fører an i et gigantisk overvågningskapløb, der indtil videre har sikret kinesisk politi adgang til dna fra et sted imellem 100 og 140 millioner kinesere. Men arbejdet fortsætter.
Det er den australske tænketank Australian Strategic Policy Institute, der i rapporten Genomic Surveillance har foretaget den hidtil mest omfattende kortlægning af Kinas genetiske overvågningsprogram. Og tænketanken, der bl.a. rådgiver den australske regering, er ikke i tvivl: Det er verdens største politistyrede dna-database, der lige nu er under opbygning, og som omfatter dna-prøver fra millioner af kinesere uden kriminel fortid. Også børn i børnehavealderen må aflevere dna.


























