USA sender drabsdømt paramilitær leder tilbage til Haiti

Lyt til artiklen

Emmanuel 'Toto' Constant, som tidligere var leder af en voldelig paramilitær gruppe i Haiti, er blevet deporteret til hjemlandet fra USA.

»Han sidder nu varetægtsfængslet i Port-au-Prince«, oplyser justitsministeriets kontor i Haitis hovedstad.

Den 63-årige er sendt tilbage til Haiti efter at have siddet fængslet i USA i 12 år, hvor han er blevet dømt for økonomisk svindel i staten New York ifølge avisen Miami Herald.

Constant var leder af den berygtede paramilitære Front for Fremskridt og Fremgang i Haiti (FRAPH) under Raoul Cedras' militære diktatur fra 1991 til 1994, og han beskyldes for krænkelser af menneskerettighederne.

Han er angiveligt skyld i drab på hundredvis af tilhængere af den styrtede præsident Jean-Bertrand Aristide i 1990'erne.

I 2000 blev han dømt for at have medvirket til en massakre i Haiti i 1994. Han blev dømt in absentia.

Da Aristide igen kom til magten i 1994 med hjælp fra USA flygtede Constant og kom senere til USA. hvor han fik lov til at blive på grund politisk ustabilitet i Haiti.

Haiti er et af de fattigste lande på den nordlige halvkugle.

CIA afviser hårdnakket

Det amerikanske nyhedsmagasin The Nation har tidligere skrevet, at den amerikanske efterretningstjeneste CIA hjalp til med at oprette FRAPH i Haiti.

CIA har hårdnakket afvist oplysningerne i både The Nation og også tidligere lignende påstande, der har været fremme i andre amerikanske medier blandt andet i den ansete avis Washington Post.

Ifølge The Nation har den amerikanske efterretningstjeneste brugt FRAPH's politiske magtbase i Haiti til at presse præsident Aristides regering til en mere moderat politik, efter at den folkevalgte Jean-Bertrand Aristide i oktober 1994 vendte hjem til Haiti fra sit eksil i USA. I 1996 udløb hans præsidentperiode.

Aristide blev præsident igen fem år senere.

Han havde en fortid som katolsk præst i et slumkvarter i Port-au-Prince og var talsmand for befrielsesteologien, der er stærkt inspireret af marxismen. Efter Aristides tiltrædelse i februar 2001 tog politisk uro til i Haiti. En opstand i begyndelsen af 2004 førte til Aristides afgang, der muligvis var påtvunget af USA.

ritzau

Fylder engelske ord for meget i dansk?

Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her