Anders Tegnell er fortørnet over, at WHO har sat Sverige på en kedelig liste over lande, der oplever en meget markant genopblusning af coronavirus.
»Hvis der ikke gøres noget, kan sundhedsvæsnet blive presset til bristepunktet«, siger Hans Henri Kluge, Europa-ansvarlig chef i WHO, om udviklingen i de 11 lande ifølge BBC.
Sverige er dermed i kategori med lande som Armenien, Moldova og Kazakhstan.
»Det er en total fejltagelse«, siger Sveriges statsepidemiolog Anders Tegnell i et interview til det svenske P1 morgen fredag.
»De kigger kun på et enkelt parameter. Og man kan ikke foretage en vurdering af situationen i et land baseret på kun ét parameter«.
Det er rigtigt, at Sverige har et øget antal smittede. Men det er naturligt, da man har øget testniveauet, forklarer Tegnell.
»Intensivplejen er på et meget lavt niveau, og selv dødsfaldene daler langsomt, selv om mange er døde. Så desværre er det en total fejlagtig fortolkning af de svenske data«.
Tegnell savner mere is i maven fra WHO, når de foretager pandemivurderinger, og mener, at WHO’s vurdering er »meget uheldig«.
Statistikken for Sverige viser, at antallet af nye smittede endnu ikke er toppet. I går registrerede Sverige faktisk det største antal nye smittede på en enkelt dag med 1.610 nye smittede. Indtil nu har Sverige 63.890 smittede, mens 5.230 er døde med coronavirus i blodet.
WHO’s advarsel flugter med Danmarks nye indrejseregler, hvor kun en enkelt nordlig svensk region ikke frarådes rejser til. Også nordmænd advarer mod rejser til nabolandet:
»Det betyder, at alle der, rejser hjem fra Sverige, skal gå i karantæne«, siger den norske statsminister Erna Solberg.
De 11 lande, der ifølge WHO har en særligt bekymrende udvikling, er, udover Sverige, Armenien, Moldova, Nordmakedonien, Aserbajdsjan, Kasakhstan, Albanien, Bosnien-Herzegovina, Kirgisistan, Ukraine og Kosovo.
fortsæt med at læse




























