110 døde: Californien fortryder genåbning

Ansatte i en 'drive-through' på en burgerbar i Californien deler mad ud iført masker. Foto: Mario Tama/Ritzau Scanpix
Ansatte i en 'drive-through' på en burgerbar i Californien deler mad ud iført masker. Foto: Mario Tama/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Californien lukker for indendørs servering i barer og restauranter og forbyder indendørs aktiviteter i biografer og en række andre steder i det meste af staten.

Forbuddet vil gælde i mindst tre uger, meddeler guvernør Gavin Newsom onsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Alle barer skal lukke for servering både indendørs og udendørs i 19 amter, hvor 70 procent af befolkningen bor, siger Newsom. Det omfatter blandt andet Los Angeles, Orange County og delstatshovedstaden, Sacramento.

Det sker, efter at der er konstateret en stigning i antallet af nye coronatilfælde.

Californien har registreret 110 dødsfald blandt coronasmittede i de seneste 24 timer, meddeler guvernøren.

USA overgår sig selv: Over 52.000 nye smittede

Californien er ikke den eneste sted i USA, der nu lukker visse typer forretninger ned i et forsøg på at knække smittekurven.

I New York City siger borgmester Bill de Blasio, at man ikke vil lade restauranter åbne for indendørs servering, som der ellers var planer om at gøre i denne uge.

»Tiden er ikke inde« til at genoptage spisning indendørs, hvor smitterisikoen er større. Indendørs er i stigende grad problemet«, siger borgmesteren.

Her er fem tendenser, som giver et skræmmende billede af corona-epidemien i USA

»De nyheder vi får fra forskellige steder i landet bliver værre og værre«, tilføjer han.

Myndigheder i New York er i stigende grad bekymrede over de mange, der rejser ind i delstaten fra andre dele af USA, hvor man oplever markante stigninger i antallet af smittede.

Derfor er der indført et krav om, at besøgende fra 16 forskellige af USA's stater skal i karantæne, når de rejser ind i New York.

New York var på et tidspunkt USA's epicentrum for coronasmitte, men antallet af smittede er faldet markant efter en omfattende indsats for at stoppe spredningen af virusset.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her