De længe ventede fredsforhandlinger mellem Afghanistans regering og Taleban-bevægelsen kan begynde om en uges tid. Det vurderer den afghanske præsident, Ashraf Ghani.
»For at vise regeringens fredsvilje vil den islamiske republik snart fuldende løsladelsen af 5.000 Taleban-fanger«, siger Ghani tirsdag.
»Med denne handling ser vi frem til at indlede de direkte forhandlinger med Taleban om en uges tid«, tilføjer han.
Tre dages våbenhvile
Frigivelsen af fanger er en vigtig del af en aftale, USA og Taleban indgik i februar.
Taleban har forpligtet sig til at frigive 1.000 afghanske regeringssoldater og politifolk. Omkring 750 var sluppet fri i juni. Samtidig meddeler den militante bevægelse, at den vil holde tre dages våbenhvile forud for den muslimske højtid eid al-adha. Det havde Ghani også opfordret bevægelsen til.
En talsmand for Taliban siger, at bevægelsens krigere har fået besked på kun at forsvare sig i tilfælde af angreb.
»For at vort folk kan tilbringe de tre dage under eid i sikkerhed og glæde, er alle krigere instrueret i ikke at udføre nogen operationer«, siger talsmanden.
Højtiden begynder torsdag.
I de seneste uger er volden i Afghanistan taget til. Det skete, samtidig med at løsladelsen af Taleban-fanger trak ud.
Siden USA og Taliban nåede frem til en aftale i februar, er 3.560 afghanske soldater blevet dræbt og 6.781 såret. det skriver nyhedsbureauet dpa. En opgørelse fra FN viser, at mindst 1.200 civile er blevet dræbt i Afghanistan i første halvår af 2020.
ritzau




























