Hviderusland optrapper striden med sin nabo og mangeårige allierede og hævder, at over 200 lejesoldater fra Rusland har infiltreret landet forklædt som turister. Deres mål skulle være at sabotere det hviderussiske præsidentvalg. Nu er de ifølge de hviderussiske myndigheder anholdt.
Beskyldningen om, at en russisk styrke bestående af lejesoldater skulle befinde sig i Hviderusland, kommer efter flere måneders stadig mere hidsige skænderier mellem regeringerne i Minsk og Moskva. De to lande er allierede og har været forbundet af deres fælles mistillid til Vesten, men nu har de mistet tilliden til hinanden.




























