Coronakrisen har sat tanker i gang hos EU's kommissær for det indre marked, Thierry Breton, som torsdag i denne uge vil præsentere et initiativ, der skal sikre forsyningen af kritiske råstoffer til EU.
Europa har 'været for naiv', siger franskmanden tirsdag i et videointerview med nyhedsmediet Politico.
»Vi har ikke disse stoffer længere her i Europa. Det har været et wakeupcall«, siger Breton om sin erkendelse under coronakrisen i forhold til nogle af disse kritiske råstoffer.
Han siger, at EU-Kommissionen torsdag vil lancere en plan om en alliance for råstoffer. Han nævner blandt andet magnesium, der bruges til batterier, mikrochip og andet it-udstyr.
Men han vil ikke uddybe nærmere om alliancens parter og natur.
Råstoffer spiller rolle for klimaneutralitet
Målet med initiativet er at sikre en højere grad af uafhængighed i EU.
»Det er indlysende, at vi er afhængige af få lande og leverandører. Det er på tide, at vi begynder at overveje, hvordan vi beskytter os selv«, siger Breton.
Nogle råstoffer spiller en afgørende rolle for EU's mål om at opnå klimaneutralitet i år 2050. Det drejer sig blandt andet om stoffer til produktion af batterier, som bliver nødvendige til lagring af energi fra vedvarende kilder.
Ifølge avisen Financial Times har EU-Kommissionen opdateret et skøn over, hvor meget behovet vil vokse for en række kritiske råstoffer under omstillingen til klimaneutralitet.
Behovet for grundstoffet litium, der også benyttes til batterier, vil i 2050 være 60 gange højere end i dag. Der er ifølge avisen 30 stoffer på den liste, som EU-Kommissionen arbejder med.
Flere af de kritiske råstoffer udvindes i lande som Kina, Rusland og Tyrkiet, som EU har politisk komplicerede forhold til.
ritzau
fortsæt med at læse




























