Formand rykker EU-parlamentsmøde fra coronaramt fransk by

    Politikens fotografers udstilling åbner i EU kommisionen i Berlaymont bygningen i Bruxelles hos Margrethe Vestager. Udstillingen blev åbnet af de to kommissærer Christos Stylianides ( Humanitarian Aid & Crisis Management) og Dimitris Avramopoulos (Migration, Home Affairs and Citizenship)   Foto: Thomas Borberg/POLFOTO
Politikens fotografers udstilling åbner i EU kommisionen i Berlaymont bygningen i Bruxelles hos Margrethe Vestager. Udstillingen blev åbnet af de to kommissærer Christos Stylianides ( Humanitarian Aid & Crisis Management) og Dimitris Avramopoulos (Migration, Home Affairs and Citizenship) Foto: Thomas Borberg/POLFOTO
Lyt til artiklen

Efter seks måneders viruspause skulle Strasbourg fra næste uge igen lægge hus til politisk debat. Men den franske bys EU-comeback er udskudt på grund af en genopblussen af coronapandemien.

Næste uges samling afholdes i stedet i EU-Parlamentets anden hjemby, Bruxelles, som er Belgiens hovedstad.

Det meddeler formanden for EU-Parlamentet, David Sassoli, tirsdag. Der har været massiv modstand mod samlingen i Strasbourg fra alle sider af parlamentet.

Også en række danske medlemmer har givet udtryk for, at den kommende samling i Strasbourg burde aflyses.

EU-parlamentariker Kira Marie Peter-Hansen (SF) er 'rigtig glad for', at Sassoli har truffet beslutningen om at flytte mødet.

»Det var uansvarligt overhovedet at tale om at sende så mange mennesker afsted midt i en pandemi. Især når man tager højde for de høje smittetal i Strasbourg«, skriver Kira Marie Peter-Hansen i en sms.

Stigende smitte i Strasbourg

Smitten med coronavirus er stigende i Strasbourg. I sidste uge blev byens status ændret, så den nu er såkaldt rød zone med høje smittetal.

Franske sundhedsmyndigheder har dog alligevel sagt, at det var muligt at afholde mødet i byen. Det skulle være sket under særlige forholdsregler.

Parlamentsformand David Sassoli udtaler i en erklæring, at det er en ærgerlig, men nødvendig beslutning.

»Europa-Parlamentet ønsker at vende tilbage til Strasbourg. Og vi er overbeviste om, at det bliver muligt igen, når pandemien aftager«, siger han.

Det er nedfældet i EU-traktaten, at der skal holdes samling i Strasbourg 12 gange om året. Men alle samlinger i den franske by har været aflyst, siden pandemien tog fart i marts.

Den seneste aflysning kan blæse yderligere liv i den meget store uvilje mod det konstante rejseri mellem Bruxelles og Strasbourg.

»Det er unødvendigt og ikke ligefrem kompatibelt med klimakampen. Man kan jo håbe, at coronakrisen kan åbne op for en diskussion om vores rejseri også i fremtiden efter pandemien«, siger Kira Marie Peter-Hansen.

På den kommende parlamentssamling skal formanden for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen, holde den årlige tale 'Unionens Tilstand'. Talen sætter kursen for det kommende år i EU.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her