Analyser på laboratorier i Frankrig og Sverige bekræfter, at Putin-kritiker fik nervegiften Novitjok.

Læger i Frankrig og Sverige bekræfter: Navalnyj blev forgiftet med nervegift fra Sovjet-tiden

Det er stadig uklart, om Aleksej Navalnyj vil få varige mén af forgiftningen. Foto: Evgenia Novozhenina/Ritzau Scanpix
Det er stadig uklart, om Aleksej Navalnyj vil få varige mén af forgiftningen. Foto: Evgenia Novozhenina/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Tyskland siger, at laboratorier i Frankrig og Sverige bekræfter, at den russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj blev forgiftet med nervegiften Novitjok.

Talsmanden for Tysklands forbundsregering, Steffen Seibert, siger, at test, som er blevet analyseret på laboratorier i Frankrig og Sverige, bekræfter de tyske lægers konklusion:

»Navalnyj blev forgiftet med den militære nervegift Novitjok fra sovjetæraen«.

Et militært tysk laboratorie har tidligere konkluderet, at Navalnyj var blevet forgiftet med den militære nervegift.

Nu truer tyskerne med at sætte ild til Ruslands økonomi

Navalnyj blev alvorligt syg under et besøg i Sibirien 20. august. Han blev først indlagt på et sygehus i Omsk, men lægerne der var ikke i stand til at fastslå, hvad han fejlede.

Efter internationalt pres blev den russiske oppositionsleder fløjet til Berlin og indlagt på det anerkendte Charité-sygehus, hvor han stadig er under behandling.

Ifølge Seibert har Tyskland sendt prøver til Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben (OPCW), som også skal foretage test.

»Uafhængigt af OPCW’s undersøgelser har tre laboratorier uafhængigt af hinanden bekræftet, at det bevisligt var en nervegift fra Novitjok-gruppen, som forårsagede forgiftningen af Navalnyj«, siger Seibert.

Putin lider sjældent nederlag i Ruslands tredjestørste by

Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg og andre vestlige ledere har krævet, at de russiske myndigheder redegør og forklarer sig i sagen.

Ledelsen i Kreml nægter ethvert kendskab til forgiftningen af den fremtrædende Putin-kritiker. Moskva har efterlyst beviser for, at der blev anvendt Novitjok mod Navalnyj.

»Vi konsulterer nu vore europæiske partnere for at finde ud af, hvad vi skal gøre videre«, siger Seibert.

Navalnyj blev lagt i et kunstig koma i en uge på hospitalet i Berlin. Lægerne oplyste i forrige uge, at han var i bedring, og at han nu kommunikerer med omverdenen.

Det er uklart om han vil få varige mén af forgiftningen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her