Da den hviderussiske præsident, Aleksandr Lukasjenko, mandag landede i den russiske kystby Sotji, blev han mødt af lokale embedsmænd iført mundbind. Lukasjenko, som har affejet coronavirus og derfor ikke selv bar mundbind, gav hånd til alle embedsmændene, selv om det normalt er procedure, at det er højerestående regeringsrepræsentanter, der byder statsledere velkommen.
Velkomstkomiteen var blot en af mange kameler, som ’Europas sidste diktator’ måtte sluge, da han måtte bede sin russiske modpart om et lån på, hvad der svarer til godt 9 milliarder kroner, for fortsat at kunne betale statslønninger, så ikke de store demonstrationer, der siden valget 9. august har spredt sig over hele landet, vokser yderligere.



























