Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Donald Trumps vælgermøder har medført over 30.000 coronatilfælde og flere hundrede dødsfald, viser nyt studie.

Studie: Trumps massemøder har medført flere syge og døde

Donald Trump i går ved et af sine godt besøgte vælgermøder i Pennsylvania. Foto: Jonathan Ernst/Ritzau Scanpix
Donald Trump i går ved et af sine godt besøgte vælgermøder i Pennsylvania. Foto: Jonathan Ernst/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Præsident Donald Trumps store vælgermøder i USA har ført til flere end 30.000 bekræftede covid-19-tilfælde og har sandsynligvis forårsaget 700 amerikaneres død.

Det viser et nyt studie fra universitetet Stanford i delstaten Californien.

Studiet, der blev offentliggjort fredag, har kigget nærmere på 18 af Trumps vælgermøder mellem juni og september og har fulgt forsøgspersoner i op til ti uger før hvert enkelt vælgermøde.

»De lokalsamfund, hvor Trump-vælgermøderne fandt sted, betalte en høj pris i forhold til sygdom og død«, konkluderer forskerne bag studiet.

Antallet af smittetilfælde med coronavirus steg ofte markant i de lokalsamfund, der var vært for vælgermøderne, sammenlignet med nærliggende små byer, hvor Trump ikke havde været, viser studiet.

»Der er indikationer på, at overholdelse af retningslinjer for folkesundhed, herunder brug af mundbind, blev forbedret ved senere vælgermøder«, skriver forskerne.

Stor forskel på Trumps og Bidens vælgermøder

Præsidentens valgkampagne har tidligere oplyst, at den tilbyder deltagerne ved vælgermøderne mundbind og temperaturtjek.

En talsmand for Demokraternes præsidentkandidat, Joe Biden, kritiserer Trumps vælgermøder for at være ’superspreder-begivenheder’, som bryder med sund fornuft.

Donald Trump har formået at samle tusindvis af tilhængere til sine vælgermøder op til valget 3. november trods en stigning i antallet af coronatilfælde i USA.

Imens har Joe Biden holdt mindre vælgermøder for udelukkende inviterede gæster, brug af mundbind og fysisk afstand mellem folk.

USA registrerede fredag flere end 90.000 nye smittede med coronavirus. Den seneste uge har budt på de højeste smittetal i USA siden pandemiens begyndelse.

Tallene kan dog ikke sammenlignes med smittetallene i foråret, hvor myndighederne testede langt færre.

I alt er der bekræftet 230.345 coronarelaterede dødsfald i USA. Det viser en opgørelse fra Johns Hopkins University tidligt søndag morgen dansk tid.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her