Ansatte på kirkegårde i Spanien kræver flere ansatte for at kunne følge med antallet af døde under pandemien.

Spanske bedemandsfirmaer strejker midt i ny coronabølge

En kvinde står foran en af sine næres gravsteder på San Fernando-kirkegården i Sevilla i går.  Foto: Marcelo Del Pozo/Ritzau Scanpix
En kvinde står foran en af sine næres gravsteder på San Fernando-kirkegården i Sevilla i går. Foto: Marcelo Del Pozo/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Ansatte i bedemandsfirmaer over hele Spanien er så pressede af de mange coronadødsfald, at de søndag nedlagde arbejdet.

Det skriver det britiske medie BBC.

Fagforeninger siger, at bedemandsfirmaerne bør ansatte flere medarbejdere for at undgå en forsinkelse i begravelser, som tilfældet var under pandemiens første bølge i marts.

I marts var begravelser forsinket med omkring en uge på grund af de unormalt høje dødstal.

I Madrid demonstrerede ansatte ude foran indgangen til Carabanchel-kirkegården i den sydlige del af byen.

Demonstrationen faldt sammen med Allehelgensdag, en dag hvor mange spanske familier tager til kirkegården for at mindes deres kære.

Kirkegårdsmedarbejderne lavede lyde med horn og krævede borgmester José Luis Martínez-Almeidas afgang.

De ansatte forlanger mindst 15-20 flere medarbejdere på kirkegården for at kunne håndtere den anden bølge med coronavirus.

Deres arbejdsgiver i Madrid har 478 ansatte og driver blandt andet 14 kirkegårde i den spanske hovedstad.

Europa kæmper mod den anden coronabølge

Spanien har registreret 35.800 dødsfald blandt coronapatienter siden pandemiens begyndelse og over 1,1 million smittetilfælde.

Fredag blev 239 coronarelaterede dødsfald bekræftet i Spanien af landets sundhedsmyndigheder.

Europa kæmper i øjeblikket mod en anden bølge af coronavirusset, hvor nye smittetilfælde og dødsfald fortsætter med at stige.

En række lande - herunder dele af Spanien - har genindført restriktioner såsom udgangsforbud og nedlukninger i forsøget på at nedbringe smitten.

Lørdag blev Østrig og Portugal de seneste lande til at indføre restriktioner, skriver BBC.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her