Kosovos præsident har besluttet at trække sig, efter at en tiltale om krigsforbrydelser er blevet bekræftet.

Kosovos præsident går af efter tiltale om krigsforbrydelser

Kosovos præsident, Hashim Thaci, har besluttet at trække sig, efter at en tiltale om krigsforbrydelser er blevet bekræftet. Foto: Armend Nimani/Ritzau Scanpix
Kosovos præsident, Hashim Thaci, har besluttet at trække sig, efter at en tiltale om krigsforbrydelser er blevet bekræftet. Foto: Armend Nimani/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Kosovos præsident, Hashim Thaci, meddeler torsdag, at han trækker sig som præsident.

Det sker, efter at han formelt er blevet tiltalt for krigsforbrydelser ved en særlig domstol i Haag, der behandler sager om krigsforbrydelser i Kosovo.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

»Jeg træder tilbage fra dags dato«, siger Hashim Thaci på et pressemøde i Kosovos hovedstad, Pristina.

Han tilføjer, at han har truffet beslutningen, efter at han er blevet informeret om, at domstolen i Haag har bekræftet tiltalen.

Tiltalt for at stå bag knap 100 drab

Meldingen kommer, kort efter at Kadri Veseli, der er Tachis tætte allierede og leder af præsidentens parti, Kosovos Demokratiske Parti, også er tiltalt og vil rejse til Haag i forbindelse med retssagen.

Det skriver nyhedsbureauet dpa.

Ifølge et udkast til tiltalen, som blev offentliggjort i juni, er Thaci og Veseli sammen med flere andre blandt andet tiltalt for at stå bag ’knap 100 drab’.

Udkastet omfattede i alt ti anklagepunkter om krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her