Inden lørdagen væltede i europæisk begejstring over Joe Bidens endelige sejr over Donald Trump og udsigten til igen at få en amerikansk præsident, der taler samme politiske sprog som de fleste europæere, var der lyd igennem mellem Bruxelles og London. Mellem kommissionsformand Ursula von der Leyen og premierminister Boris Johnson. Sikkert med et par ord om valget af Biden, men nok så vigtigt også ord om det andet store B, Brexit, som nu går ind i sin afgørende uge.
Jo, jo, det er sagt før uden resultat, for der har været mange afgørende uger i skilsmissen mellem EU og Storbritannien, der nu er på sit femte år. Det var uendeligt svært at blive skilt og få begyndt bodelingen, det tog over tre et halvt år, nu er det det fremtidige samkvem, der skal på plads. Og som flere ved, er det sidste sjældent lettere end det første.




























