For to år siden gik dr. Ugur Sahin på scenen ved en konference i Berlin og fremsatte en dristig forudsigelse. Til salen, der var fyldt med eksperter i infektionssygdomme, sagde han, at hans virksomhed ved hjælp af såkaldt messenger-rna-teknologi muligvis hurtigt ville kunne udvikle en vaccine i tilfælde af en pandemi.
Dengang var Sahin og hans start-up-virksomhed, BioNTech, stort set ukendt uden for den europæiske bioteksektor. BioNTech, som Sahin har stiftet sammen med sin hustru, dr. Özlem Türeci, fokuserede mest på kræftbehandling. Den havde aldrig fået et produkt ud på markedet. Covid-19 fandtes endnu ikke.


























